Torben modtager af DSMM’s nye uddannelsespris, Halberg-prisen Halberg prisen

Torben Halberg har grundet alder valgt at gå på pension som underviser i DSMM med virkning fra 2020.
Det blev til 33 år hvor Torben har været en dybt engageret underviser og forfatter til store mængder undervisningsmateriale. Han er bl.a. medforfatter af Lærebog i manuelle teknikker.
Vi er mange som gerne vil takke Torben for hans fantastiske undervisning og enestående overblik over den muskuloskeletale medicin. Vi vil med varme i hjertet tænke tilbage på Torbens undervisning. Specielt de første 2 timer på Masterkurserne, hvor han bevægede sig op i et højere luftlag og gav os kursister (måske kortvarig) en fornemmelse af hvordan hele den muskuloskeletale medicin hænger sammen. Et øjebliks faglig lykke. Mange af os husker Torbens varme hænder, når man var heldig at blive hans model. Han kunne mærke vævet, spændingen og releasen, så man forlod lejet med en lethed i kroppen. Dyb inspiration for kursister og lærere: det her vil jeg også kunne.
I september 2020 lykkedes det os, trods Corona-situationen, at samle en lille flok fra bestyrelse- og lærergruppen for at tage ordentligt afsked med Torben.
Her fik Torben overrakt en ny indstiftet uddannelsespris, Halbergprisen. Prisen er tiltænkt lærere, som på helt usædvanlig vis kan formidle budskabet om den muskuloskeletale medicin, så det står lysende klart for kursisten, hvordan han/hun skal diagnosticere, teste, behandle, re-teste og instruere i øvelser samt informere patienten og lægge en plan. Egenskaber som DSMM gerne så formidlet til alle praktiserende læger.
Med prisen fulgte et maleri af Vignir Jóhannsson og 10.000 kr.