Formand for Dansk Selskab for Muskuloskeletal Medicin
Helle Borgstrøm

Kære Helle Borgstrøm

Tak for jeres henvendelse vedrørende fagområdet muskuloskeletal medicins faglige indhold og selskabets internationale organisatoriske tilknytning.
Vi er enige i at der, efter det lægelige speciale Fysiurgi blev nedlagt i 1982, ikke har været et lægeligt speciale, der specifikt har varetaget manuel behandling af muskuloskeletale lidelser. I forbindelse med nedlæggelsen af det fysiurgiske speciale, fik daværende fysiurger mulighed for at få grenspeciale i reumatologi.

Efterfølgende er kiropraktorerne blevet autoriserede i Sundhedsstyrelsen med forbeholdt virksomhedsområde indenfor diagnostik, forebyggelse og kiropraktisk behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle, bækken og ekstremiteter (jf. autorisationsloven § 52 stk. 4) og må således udfører manuel behandling af led ligesom læger må, og autoriserede fysioterapeuterne må udføre manuel terapi, i det omfang det sker som led i fysioterapeutisk behandling.
Herudover er der en række behandlergrupper inden for området og nogle af disse er registreret i Sundhedsstyrelsens registreringsordning for alternative behandlere, herunder Kranio Sakral- og Kropsterapeuter, kinesiologer mv.http://sundhedsstyrelsen.dk/da/uddannelse-autorisation/autorisation/registreringsordning-for-alternative-behandlere
Vi finder det værdifuldt, at Dansk Selskab for Muskuloskeletal Medicin er et videnskabeligt selskab, registreret under LVS og garant for en 2-årig diplomuddannelse i dette fagområde. At der er tale om en fagområdeoverbygning fremgår eksplicit af det vedheftede, hvor der nævnes, at betingelse for diplomeksamen inden for fagområdet er en forudgående speciallægeanerkendelse. Heri opfylder I netop de intentioner, Speciallægekommissionen havde, da den definerede et fagområde i modsætning til et speciale. Speciallægekommissionen udtrykte, at et fagområde kunne karakteriseres ved, at der var tilgang fra flere forskellige specialer (Fremtidens speciallæge. Betænkning fra Speciallægekommissionen nr. 1384, 2000).
Vi finder, at fagområdet muskuloskeletal medicin på bedste vis er forankret i jeres selskab med en løbende validering af denne og registreret i LVS. Hermed sikres, at områdets videnskabelige evidens og faglige udvikling stadig varetages inden for lægeområdet.
Vi har noteret jeres ønsket om at faget muskuloskeletal medicin bliver anerkendt i Danmark på lige fod med den anerkendelse, der foreligger i andre Europæiske lande.
Vi er af den opfattelse, at offentlig anerkendelse eller international status ikke nødvendigvis er afhængig af en godkendelse/anerkendelse i Sundhedsstyrelsen, når man i forvejen er autoriseret læge. I en del andre lande er det lægelige organisationer, der er kompetente myndigheder og som registrerer lægelige specialer og fagområder. Med den nuværende mulighed for at blive ”diplomlæge” på baggrund af fagområdeuddannelsen efter speciallægeuddannelse i f.eks. almen medicin, reumatologi, neurologi, ortopædi eller andre specialer, finder vi, at muskuloskeletal medicin for nuværende har sin naturlige plads som registreret fagområde.

Venlig hilsen
Susanne Vinther Nielsen
Overlæge, PhD
Senior Medical Officer
T (dir.) +45 72 22 75 62
T (m.) + 45 72 22 74 00
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Sundhedsstyrelsen
Uddannelse og Autorisation
Danish Health and Medicines Authority
Education and Registration
T +45 72 22 74 00
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.